Hvad gør arbejdsmiljøberegnere godt for?

Det spørgsmål bliver taget under kærlig behandling i fire korte (7-11 min. lange) selvkørende PowerPoint Shows og YouTube-videoer, som findes under Ressourcer her på websitet.

De fire shows og videoer er produceret som led i forsknings- og udviklingsprojektet “Intervention med arbejdsmiljøøkonomiværktøj”, som COWI med støtte fra Arbejdsmiljøforskningsfonden har gennemført i perioden sep. 2013 – marts 2017.

Projektet undersøgte med udgangspunkt i FOAs arbejdsmiljøberegner, hvad der sker på offentlige arbejdspladser, som anvender sådan et værktøj. Projektets slutrapport er netop offentliggjort af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Et af resultaterne fra projektet er, at hvis ikke arbejdspladser får besvaret nogle grundlæggende spørgsmål, som de kan have til en arbejdsmiljøberegner, så tager de ikke værktøjet til sig.

De fire PowerPoint Shows og videoer forsøger derfor at besvare de spørgsmål, som oftest bliver stillet til såvel FOAs arbejdsmiljøberegner som 3F Arbejdsmiljøberegneren.